Hvad er Taekwondo?

Taekwondo er en koreansk kampsport som kan føre sin historie mere end 2000 år tilbage.
Dengang brugte man Taekwondo til at forsvare sig mod angreb fra dyr og senere også mod fjendtlige angreb fra mennesker.
Taekwondo har efterhånden udviklet sig til en international anerkendt sportsgren, og har således været med i de Olympiske Lege siden 1988.
For mange er Taekwondo meget mere end en actionfyldt kampsport. Det er også
- en livsstil
- et socialt netværk
- en livsindstlling med værdier som respekt, disciplin, selvtillid mv. som nøgleord
- en personlig sikkerhed
Taekwondo har kort fortalt utrolig mange værider og anvendelsesmuligheder. Det er op til den enkelte at udnytte hvad man selv synes man vil bruge idrætten/kampkunsten til.

Er Taekwondo andet end træning?

Ja. Udover de sociale arrangementer i klubben, mødes klubberne ofte til fællestræninger og weekend arrangementer. Endvidere arrangerer forbundet bl.a. sommerlejre, hvor det kammeratlige samvær er hovedformålet. Vi mødes også i konkurrencer, hvor der konkurreres efter internationale regler, i både kamp med kontakt og i teknik, hvor der primært konkurreres i figurøvelser, selvforsvar og gennembrydning.

Er Taekwondo farligt?

Nej. Den daglige træning giver både større smidighed, styrke og hurtighed. Ved konkurrencer, som er frivillige, forebygges skader igennem regler og udstyr, og i forhold til andre kontaktidrætter (fodbold, håndbold mv.) er der meget få skader i Taekwondo.

Kampsport

Taekwondo har gennem de sidste mange år udviklet sig eksplosivt som sport, og kampdelen, hvor der kæmpes med fuld kontakt med spark til overkrop og hoved, er i dag olympisk disciplin. Når man træner og konkurrerer i kamp, bærer man en del beskyttelsesudstyr, bl.a. hjelm, kampvest, tand-, arm- og benbeskytter, for at undgå skader, hvorfor det derfor også er yderst sjældent, at man ser alvorlige skader. I denne disciplin har man fra begyndelsen villet fremhæve kunsten at bruge sine ben, hvorfor det kun er tilladt at slå på kroppen (vesten), lige som der er en del regler, der skal beskytte kæmperne mod unødige skader samt en fair kamp.

Kamptræning er hård fysisk træning med en del sparring med kontakt. Det er kunsten at kombinere udholdenhed og styrke med hurtighed og eksplosion. At bibeholde overblik og ro, selv når man er træt og presset. Kamp kan trænes af alle, og for børn er kontakt til hovedet ikke tilladt lige som træningen er tilrettet deres niveau og alder.
Der konkurreres også i tekniske discipliner (poomse), hvor fastlagte serier af blokeringer, slag og spark udføres mod en imaginær modstander. Her lægges der vægt på bl.a. kraft, koordination, balance, hurtighed og udstråling. Poomsetræning er hård perfektionstræning, hvor der hos den dygtige udøver er total harmoni mellem krop og sind under udførelsen. Man kan både konkurrere individuelt, som par eller som synkronhold med 3 deltagere.

Derudover kan man ved stævner dyste i "Et-skridts-kamp", der er en form for aftalt kamp, hvor alt er tilladt. Men det er også muligt at prøve sig selv af i gennembrydningskonkurrencer, hvor der er discipliner, der fokuserer på henholdsvis kraft, show og hurtighed.

Selvforsvar

Denne træning sigter udelukkende på effektivitet og simpel anvendelse af teknikker og principper, der beviseligt virker! Her trænes i alle de farlige teknikker, der ikke er tilladt i kamp-delen, men som kan være nødvendige for at modstå et overfald eller en voldtægt. Lave spark, skridtspark, albue- og knæstød, nedtagninger, slag mod hoved og hals samt prikken i øjnene er blot eksempler på anvendte teknikker.

Træningen foregår primært ved sparringstræning og situationsspil, hvor der lægges vægt på alliveness træning, hvor angrebene ikke er forudbestemte og hvor makkeren er modvillig, således at situationen kommer så tæt på virkeligheden som mulig. Udøveren lærer således at handle effektivt under stress, og man lærer at arbejde med sin frygt uden at gå i panik.

Der undervises efter nødværgerettens principper, så udøveren trænes i at modstå et angreb proportionalt med angrebets voldsomhed. Derved undgås at man efterfølgende bliver dømt for vold, når man troede, at man forsvarede sig selv.

Der anvendes en høj grad af beskyttelsesudstyr, bl.a. fullface beskyttelseshjelm, lige som træningen selvfølgelig tilpasses den enkelte udøvers niveau, alder m.m.

Klubben vil ikke uddanne voldspsykopater, hvorfor konflikthåndtering og forebyggende adfærd i at undgå konfrontationer er en vigtig del af denne træning.

Konditionstræning

Taekwondo er både effektiv konditions- og styrketræning. En træning starter altid med en grundig opvarmning, hvor hele kroppen bliver brugt, og i løbet af et træningspas vil både pulsen og de store og små muskelgrupper have været i høje omdrejninger. Den indeholder ligeledes forskellige øvelser, der styrker motorik og koordinationsevne, hvilket specielt er godt for børn.

I træningen veksles der mellem teknisk indlæringstræning og højintensivt træning.

Alle kan være med, og der tages selvfølgelig hensyn til den enkelte udøvers alder og formåen. Udgangspunktet er at alle presser sig selv maksimalt inden for egne grænser.

Til voksengradueringerne er der en fysisk test, der skal gennemføres tilfredsstillende for at bestå bælteprøven. Øvelserne i testen bygger alle på de store muskelgrupper og sværhedsgraden forøges i forhold til bæltegraden.

Smidighed

I Taekwondo sparker man mere end i mange andre klassiske stilarter. Derfor laver vi også flere udstrækningsøvelser end i mange andre stilarter. I enhver sparketræning vil der således også være indlagt smidighedstræning, så kroppen vænnes til at kunne udføre komplicerede og høje spark.

En bedre smidighed kommer dig dog til gavn hele dagen hele livet, idet du ganske enkelt vil opleve en bedre velvære i din krop, lige som du forebygger skader. At lave smidighedstræning er også at udforske og lære din krop at kende.

Mental selvudvikling

At træne Taekwondo er langt fra kun en fysisk dimension. Gennem den fysiske træning lærer du din krop at kende på en helt ny måde, og du vil i træningen blive udfordret på mange områder, hvor du skridt for skridt vil rykke dine mentale grænser.

At opnå mental harmoni mellem krop og sind er ikke noget, der sker i løbet af en uges træning. Det kræver hårdt arbejde i dojangen (træningssalen) og tålmodighed. Men det er en egenskab, som du med tiden ofte også vil kunne overføre til mange andre situationer i din hverdag, hvor du oplever stress eller pressede situationer.

Hver træning starter altid med en kort meditations seance, hvor alle tanker om hverdagens stress og jag forsøges fjernet fra sindet, så den efterfølgende træning kan udføres med fokus på nuet og brugen af ens krop. Dermed vil man opleve, at træningen bliver et frirum, hvor man genoplader sig selv psykisk, mens kroppen arbejder fysisk.

Større selvtillid

Man får selvtillid ved at opleve succes med det, man foretager sig. Og gennem Taekwondo træningen vil du opnå mange store og små succeser og sejre, som vil påvirke din selvtillid i positiv retning. Når du overvinder dig selv og rykker dine mentale grænser, f.eks. i en fysisk hård øvelse eller i en kamp/selvforsvarssituation, vil du helt automatisk opleve, at din selvtillid også vokser.

Gennem selvforsvarstræningen vil du hurtigt finde ud af, at du faktisk kan beskytte dig selv ganske effektivt i en fysisk konfrontation. Men det vigtigste er, at du vil opdage, at jo mere selvtillid og selvværd du har, jo mindre behov har du for at bruge dine fysiske evner over for andre, men i stedet klare dig ud af pressede situationer ved hjælp af forudseenhed og selvkontrol.

Specielt børn med dårlig selvtillid oplever hurtigt en forbedring med Taekwondo træningen. I træningssalen er alle iklædt den klassiske hvide dragt, og alle behandles ens og ligeværdigt. Gensidig respekt mellem eleverne indbyrdes og mellem elev og instruktør ligger højt på dagsordenen i træningen. I dette trygge miljø med jævnaldrende træningskammerater vil de opleve personlige sejre, som vil rykke deres selvtillid i positiv retning. Det er derfor heller ikke sjældent, at man har hørt fra forældre, at deres barn pludselig er blevet meget mere rolig og afbalanceret i skolen.

Kammeratskab

At træne Taekwondo i Østerbro er i høj grad også en rigtig god mulighed for at udvikle nye venskaber. At svede sammen og i fællesskab flytte grænser er en rigtig god måde at lære hinanden at kende på, hvilket ofte afføder livslange venskaber.

Klubben arrangerer hvert år masser af sociale arrangementer for både børnene og de voksne. Julefrokost, klubfødselsdag, fastelavnsfest, stævneture, sommerlejr, biografture, hyttetur til vores egen "Farmen" er blot nogle af dem.

At starte i Østerbro Taekwondo Klub er som at blive budt velkommen ind i en ny stor familie, og vi lover, at vi nok skal tage godt imod dig.

Vi har gennem tiden haft (og har stadig) medlemmer i klubben med mange forskellige nationaliteter. Men selv om vores sprog og kultur ikke er den samme, er det let at mødes i en Taekwondo dojang (træningssal), hvor gensidig respekt uanset alder, køn og hudfarve m.m. er en naturlov. Det skal også nævnes, at Østerbro Taekwondo også kaldes "Den jyske ambassade", fordi vi modtager rigtig mange af de jyder, der flytter fra Jylland (og Fyn) til Kbh.